Udgivet tir d. 12. mar 2019, kl. 14:41

Af sognepræst Annemette Norsker, Høsterkøb Kirke

Vi er i fastetiden, som starter 40 dage før påske. Fastelavnssøndag er dagen, hvor vi traditionelt spiste en masse og holdt store fester – for så at lægge dét på hylden indtil påsken. Nu om dage klæder vi os ud fastelavnssøndag, og så lever vi derefter helt almindeligt igen. Og dog? For vi er igen begyndt at se på fastetiden som en tid, hvor vi skal, ja netop, faste. I Folkekirken diskuteres det pt, om vi skal klimafaste, dvs. lade være med at flyve, køre bil og spise kød? Eller skal vi social medie faste, dvs. lægge telefon osv. væk? Eller skal vi sådan rigtig faste, dvs. lade være med at spise?

Mit bud er, at vi skal personligt-faste, dvs. hver især faste fra det, vi gør for meget, dét vi fristes af.

Men hvad er en fristelse? Er en flødeskumskage en fristelse? Sodavand, slik, rødvin, cigaretter, whisky og nøgne pi´r?

Ikke nødvendigvis, det kommer an på, hvor meget vi indtager af det - og det med de nøgne pi´r, om man har en kæreste derhjemme.

Vi har hver vores fristelser alt afhængig af, hvem vi er, og de rækker lige fra at se for meget fjernsyn, spille for meget PlayStation, være for meget på de sociale medier, til ikke at dyrke sport nok eller dyrke for meget, til at spise usundt eller gå for meget op i sund kost, til at lave for få lektier eller for mange, til at arbejde for lidt eller for meget - osv.

I de gamle Anders And film er Anders ofte fristet, og det vises altid ved, at en engel hvisker ham i det ene øre, en djævel i det andet; Anders lytter altid til djævelens ord og stikker Pluto med en høtyv eller lignende.

Vores fristelser, som umiddelbart virker ret uskyldige, kan ende med at tage magten fra os, så vi kommer længere og længere væk fra den person, vi egentlig gerne vil være, og det har ingen det godt med. Så fastetiden kan vi bruge til at spørge os selv: Hvem er jeg? Hvad betyder virkelig noget for mig?

Meningen er ikke, at vi skal sulte os selv. Meningen er, at vi skal finde ud af, hvem vi er og derigennem få kræfter og styrke til sætte gode aftryk her i verden.

God appetit her i fastetiden.

 

Kategorier Klummer