Udgivet tir d. 12. feb 2019, kl. 12:02

Det var godt at se VM i håndhold. Ikke kun fordi det var spændende, og ikke kun fordi det var Danmark, der vandt, men også fordi det var med til at minde os om, at enhver af os hører til i en sammenhæng, og at enhver må gøre sit i den sammenhæng, vi hver for sig hører til i. Spillerne på banen var en del af noget større. Hver for sig måtte de stå på mål, forsvare og angribe. Der skulle afleveres, og der skulle gribes. Der var nogen, der reddede mere end andre, og nogen, der scorede mere end andre, men det hele lod sig gøre kun gøre med samspil og fællesskabsånd. Hver for sig måtte de gøre deres bedste, men som et hold var de et ét.

Når spillerne blev interviewet, var det også godt at høre, at de lagde vægt på den betydning, som ”hele holdet omkring dem” havde haft og havde. Det gjaldt ikke bare de andre på banen. Det gjaldt også landstræneren og assistenttræneren, læger, massører, fysioterapeuter, Danmarks Håndbold Forbund og mange andre, og sidst, men på ingen måde mindst, koner og kærester, børn og forældre, venner og bekendte, tilskuere i hallen og hjemme ved skærmen, og man kunne sagtens blive ved.

Det var også godt at se med indslag med holdkammerater og trænere fra dengang, spillerne var børn og unge, og det var godt at ”være med” til hyldesten i Herning og København og hvor det ellers var, og hvor var det dejligt, at koner og kærester og også nogle af deres børn var med.

Enhver hører til i en sammenhæng og flere, og enhver må gøre sit i den sammenhæng og de sammenhænge, man hører til i. Det gælder i familien og blandt vennerne, i skolen og på jobbet, i foreninger og institutioner, på vejen og i kirken, i politik og utallige andre steder. I en tid, hvor der lægges meget vægt på det enkelte menneskes ansvar og skyld, er der godt, at der også lægges vægt på den sammenhæng, enhver hører til i og nyder godt af.

Man kan sige, at et menneske består af både krop og ånd, og det kan tolkes på flere måder. Kroppen kan stå for det individuelle, og ånden for det fællesskab, der gør os til mennesker og giver tilværelsen mening og indhold.

Det var også godt at se, at kronprinsen uddelte kram.

Bruno Rasmussen, sognepræst i Nærum

Kategorier Klummer