Udgivet ons d. 26. sep 2018, kl. 13:46

af Bruno Rasmussen, sognepræst i Nærum

Jeg tager hatten af for de frivillige, der i forskellige sammenhænge yder en utrolig indsats. Det kan være i foreninger (sociale, kulturelle, politiske). Det kan være i klubber, i kirker, på institutioner eller hvor det nu er. Det kan være i råd og i genbrugsbutikker, blandt fremmede og flygtninge, men det kan også være mellem venner og bekendte, naboer og kammerater osv. Jeg tager hatten af for de frivillige. Samfundet ville ikke kunne hænge sammen uden.

Fra min egen barndom i Thy husker jeg bl.a. en landmand, der styrede den lokale boldklub (trænede drengeholdet; proppede alle 11 spillere ind i sin bil, når vi skulle til kamp i Thisted; sørgede for at banen blev kridtet; solgte pølser til sportsfesten og meget andet). Han var også aktiv i Det Konservative Folkeparti; var med i Hjemmeværnet og skolekommissionen, som det hed dengang; hjalp til i søndagsskolen (havde selv været spejder som barn og ung) og inviterede glad og gerne til havefest hjemme på gården. Dog var det nok mest konen, der tog sig af festen i haven, ligesom det nok også var hende, der tog sig mest af deres 8 børn. Sådan var det.

De frivillige er en stor del af vores sammenhængskraft. Frie og villige tager de opgaver på sig, velvidende at det giver knubs og problemer undervejs. Positivt og konstruktivt bliver der gjort en indsats. Der er nok, der sidder med armene over kors. Der er nok, der nøjes med at brokke sig og skælde ud. Der er nok, der har en mening om, hvordan noget skal være, mens de frivillige gør noget ved det. De frivillige tager pligtskyldigt et ansvar på sig. Som regel gør de det uden at råbe så meget op. Som regel har de travlt med at gøre noget aktivt i stedet.

Mange frivillige siger, at de gør det, de gør, også for deres egen skyld. De får selv noget ud af det, og det er en glæde at kunne glæde andre. Det kan der næppe være tvivl om. Ikke desto mindre er der grund til at sætte pris på de frivilliges utrolige indsats. Der er grund til, at de ikke bliver gemt og glemt i rækken af kendte og andre, der hellere end gerne vil høres og ses.

Jeg tager hatten af for de frivillige. De store og små. De levende og døde. Derfor har jeg den aldrig på. 

 

Kategorier Klummer