Udgivet man d. 7. maj 2018, kl. 12:36

Af sognepræst Christian Fink Tolstrup, Holte Kirke

Konfirmanderne springer for tiden ud i takt med bøgen, tulipantræerne og skvalderkålene. Det er smukt at se de glade unge mennesker og de stolte forældre, og bedsteforældre, ikke at forglemme.

Årstiden er passende, for konfirmationsalderen er et tidspunkt i livet, hvor meget er i opbrud. Som isen på søerne, når den smelter, danner nye mønstre, og flytter sig i retninger, der ikke er til at forudsige.

Der stilles store krav til de unge teenagere om at navigere igennem det farvand. De skal blive til ’noget’. Ikke bare lade tiden flyde. Og da de allerede er noget, skal de blive til noget andet. Kravene siger mellem linjerne, at det ikke er ’godt nok’.

Jeg har to bud på, hvad de unge – I unge, hvis I læser denne avis – skal gøre.

For det første skal i blive ved med at insistere på at lege. Spil fodbold, håndbold, basket. Gå til gymnastik og dans. Syng og spil.

Fordi det er sjovt. Og det er vigtigt at have det sjovt. Humor og sandhed er i familie med hinanden. Vogt jer for det humorforladte!

Og fordi, det er vigtigt at have benene på jorden. Vær tro mod din krop. Den kender tiden. Din tid. Den ved, hvor lang tid du skal sove. Kroppen fortæller dig, når det er ’for meget’. Og fortæller dig, hvilken betydning dit liv har.

Når du leger, glemmer du omverden, det uden for kridtstregerne. Du øver dig i at sige Pyt! til det andet. Legen tilbyder en stilhed midt i larmen (NB. Den del af gudstjenesten, konfirmanderne ofte godt kan lide, er netop legen, altså liturgien!)

Men det er anstrengende at skabe sit liv, hvor man hele tiden må forbedre sine færdigheder, for at opfylde de krav der stilles til én.

Derfor er mit andet bud på, hvordan man kan klare sig på den gyngende grund, at lytte til den anden. Åben dig for dine medmennesker. Vend jer mod hinanden. Rul vinduet ned og kig ud. Giv et lift. Og giv en hånd. Lyt til hinanden.

Når konfirmanderne rykker ind i kirken, bliver de mindet om, at de engang blev døbt. Her blev der blandt andet sagt, at ’Jeg vil være med dig alle dage!’

Det er ikke så lidt, og det er heller ikke, hvem som helst, der lover det.

Der, hvor vi stiller krav til hinanden, kræves der færdigheder og hårdt arbejde.

Konfirmanderne finder i kirken et sted, hvor kravene er erstattet af et kald, Kom! – og et løfte om fællesskab. Og fællesskab! Det kan de fleste godt lide.

                      Tillykke, kære konfirmander!

Kategorier Klummer