Udgivet man d. 4. dec 2017, kl. 14:21

Tidens gang er et grundvilkår ved livet i verden. For at holde rede på tiden måler vi den i sekunder og minutter, timer og dage, uger og måneder, årstider, år og århundredreder osv.  Som sådan er tiden en veldefineret størrelse og en stadigt fremadskridende proces. Kort sagt tiden går.

Hvornår et år begynder og ender, det kommer an på, hvilket indhold i tiden vi lægger vægt på.  Vi har vedtaget at kalenderåret begynder 1. januar og slutter 31. december, mens ferieåret begynder 1. maj og slutter 30. april. Og skal jeg regne mit barns alder ud i år, begynder året naturligvis med barnets fødselsdag.

Kirkeåret er ikke sammenfaldende med kalenderåret. Kirkeåret begynder 1. søndag i advent. Her fejrer vi kirkens nytår. Og hvordan gør vi så det? Jo det gør vi blandt andet ved at begynde forfra i alterbogen, som med sine tekster på ny fører os gennem kirkeåret med kristendommens grundfortælling og livsforståelse.

Kirkeåret har også årstider. Den første kirkeårstid er adventstiden, hvor vi markerer de fire søndage før jul med adventskransens fire lys. Det er forventningens tid, hvor vi glæder os til på ny at høre budskabet om at Gud, i skikkelse af et lille sårbart menneske som vi, kom til verden for at dele liv og vilkår med os.  Herefter følger årstiden Hellig trekonger, hvor vi hører, hvordan det kom til syne i verden, at Jesus ikke bare var som vi, men at han også var Guds udtalte billede på jorden. Gennem fastetiden forbereder vi os på og til den næste store højtid, påsken, hvor vi hører om Jesu død og opstandelse. Tiden efter påske er en forberedelse til pinsen, hvor vi hører om at Guds ånd kom over os mennesker, så vi fik tro og mod, håb og kærlighed.  Det var det festlige halvår. Herefter følger kirkeårets sidste lange årstid – trinitatis tiden – hverdagshalvåret, hvor vi hører om de konsekvenser det festlige halvårs begivenheder har for vores liv her og nu i verden. 

Når et kirke år slutter, så er det ikke kun begivenheder i fortiden som vi lægger bag os, for de sammen begivenheder kommer os i møde igen i det nye år. I kristendommen hører Jesus nemlig ikke kun fortiden til. I gudstjenesten fejrer vi Guds nærvær og følgeskab gennem Jesus og Guds Ånd.  På den måde bliver kristendommen først og fremmest nutid og fremtid.

Almindeligvis giver vores logiske tidsopfattelse rækkefølgen goddag og farvel.  I kristendommen er det omvendt: Farvel og goddag – forstået på den måde, at nytåret ikke er et punktum eller en dør, der lukkes i, men der imod et kolon, som en dør der lukkes op til noget nyt.  Den rækkefølge betyder noget for hvordan vi oplever det liv vi fylder tiden med. I stedet for at fokusere på vores begrænsninger, flyttes vores blik over på alle vores nye muligheder.

Grete Bøje,

sognepræst Ny Holte 
 

Kategorier Klummer