Udgivet man d. 21. aug 2017, kl. 16:09

Af Jannik Theilgaard, sognepræst ved Gl. Holte Kirke

Ser man på, hvad der står i dagbladene en ganske almindelig uge, kan man være sikker på, at der er indlæg om de store offentlige institutioner, der har det det lille ord ”folk” foran. Her tænker jeg på folkeskolen, folkebibliotekerne og naturligvis også folkekirken. Kunne vi ikke blive fri for den konstante kritik? Nej, det kan vi ikke, og det skal vi heller ikke, netop fordi folkeskolerne, folkebibliotekerne og folkekirken og folketinget ikke at forglemme er hver mands eje. Så hører det med, at der følger kritik, og dermed måske nye muligheder. Det må være et vilkår, hvis vi overhovedet synes, at det er en god ide, at vi her i landet har en fælles interesse for undervisningen, dannelsen og forkyndelsen.

Hvilken kritik udsættes folkekirken for? Kritikken falder i mange punkter, selvom jeg i parentes bemærket selv synes, at det går godt. Sandheden er, at folkekirken statistisk set er en kæmpe succes. Ikke mindre. Pr. 1. januar var 75,9 % af alle danskere medlem af den menighed, der hedder den danske folkekirke. Ser man på, hvordan det ser ud i andre lande, er historien en helt anden. Når udenlandske præstekolleger hører, at vi har en så høj medlemsprocent i Danmark, er de ved at falde ned af stolen. Hvad er problemet?

For mig at se, er der et kritikpunkt, der bliver ved med at dukke op i debatten. Folkekirkens manglende evne til at tale med én tunge. Hvilken mening har kirken om abort, vielse af to af samme køn, homoseksualitet, aktiv dødshjælp, skilsmisser, Danmarks deltagelse i krige og konflikter. Hvor står folkekirken i indvandrerdebatten og flygtningedebatten, eller hvad med debatten om de sociale forhold, som vi byder landets mest udsatte? Der er mange i folkekirken, menige medlemmer såvel som menighedsrådsmedlemmer, præster og biskopper, der har meninger om disse ting, vidt forskellige meninger. For ikke så lang tid siden blev der lavet en undersøgelse af de præster og teologer, der gennem de sidste mange år har været medlem af folketinget. Det viste sig, at antallet af præster fordelte sig fuldstændig jævnt i det politiske spektrum fra højre til venstre. 

I mange generationer har teologer også diskuteret, om der findes en særlig kristen moral. Er det muligt at uddrage en moral af Bibelen på linje med en profan morallære? Nej, det tror jeg ikke. Moralsk set skal kristne opføre sig ordentligt, hvilket stort set ethvert moralkodeks foreskriver. Vi skal passe på vores medmennesker og det liv, vi er omgivet af. Møder vi nogen i nød, skal vi skride ind, men skal vi skride ind på en særlig kristen måde? Jeg ved ikke, hvordan man redder en fra druknedøden på en kristen facon?

Man kan med andre ord ikke reducere kristendommen til en moral, som giver os sikkerhed for, at vi altid gør det rigtige. Det Ny Testamente er ikke en lovsamling, der foreskriver, hvad vi skal gøre i den og den situation. Det Ny Testamente er, blandt meget andet, en påmindelse om det personlige ansvar, vi har i de vidt forskellige situationer, vores liv er fuld af. Når der altså ikke findes en særskilt kristen moral, kan det, der høres fra folkekirkens hold, heller ikke kun være én stemme. Stemmerne er mange. Men måske er det også det, det hele handler om, at et sandt fællesskab er kendetegnet ved at kunne rumme radikale forskelle.

Kategorier Klummer