Udgivet tor d. 8. jun 2017, kl. 14:32

Af Sognepræst Niels Vincens Grunnet, Nærum Kirke

 

Den 5. juni fejrer vi indførelsen af vores grundlov fra 1849 som atter blev revideret i 1953. Vi fejrer de værdier, som vi siden har bygget vores samfund på, som et vigtigt fundament for vort liv med hinanden. Grundloven var for alvor med til at gøre mængden til et folk, der igen forstod demokratiet som folkets nødvendige kerne og åndedræt. Grundloven og folkestyret har siden været fundamentet for vores folkelige vejrtrækning og den sammenhængskraft og tillid, som er afgørende for vores selvforståelse. Et fundament vi står på også i en stigende globaliseret verden, hvor vi både møder kulturer, hvis tankegang og værdier beriger os, men også til tider kan være udfordrende, hvor menneskeværd og demokrati lige pludselig ikke er nogen selvfølge.

Det værste der derfor kan ske, indadtil og udadtil, er hvis man mister identiteten, hvor den enkelte bliver borte for sig selv og for andre og ender i en forskelsløs masse, hvor relativismen råder og alt til sidst bliver lige gyldigt. Grundtvig sagde det i sin tid på den måde, at for at skabe hele mennesker, er det ikke nok med uddannelse, det enkelte menneske skal også have dannelse. Det vil sige en bevidsthed om det fællesskab du er en del af historisk, nationalt, folkeligt og religiøst, så du dermed også kan være et demokratisk individ, som kan se tingene ikke kun fra din egen næsetip.

Traditionstab og historieløshed er den største trussel i dag mod at være til falds over for manipulation og ligegyldighed. Når mennesker bliver rodløse svækker det sammenhængskraften og den tillidskultur som vores identitet og velfærdssamfund grundlæggende bygger på. Senmodernismen har i stigende grad gjort menneskets værdi op i dets tekniske og funktionelle formåen som efterfølgende kan dokumenteres og evalueres, hvor mottoet synes at være: Du er hvad du magter! Men grundloven kan minde os om, at et menneskes værdi altid er og bør være mere og andet, end hvad det lige konkret magter. Et menneskes værdi afhænger ikke af dets enkelt-kompetancer. Det betyder ikke, at Danmark ikke skal satse på at være førende indenfor viden og innovation, men vi kan også blive så toptunede forandringsparate, at vi glemmer, at et lands kultur og sammenhængskraft også lever af at være forundringsparat – at vi ikke glemmer troen, håbet og kærligheden, livsoplysningens nødvendighed, taknemmeligheden og munterheden! Og nogle vil måske spørge om disse er nødvendige for at sikre menneskehedens fremtid, og mit svar er, at de ikke bare er nødvendige, men også livsnødvendige. Det er værdier som indtil nu har været bærende i Danmark og værdsætter vi det ikke, står vi i fare for at miste både sammenhold og fællesskab, miste orienteringsevnens kompas i forhold til vores egen fortid, nutid og fremtid. De australske aboriginals har en vidunderlig skabelsesmyte, der fortæller at verden blev skabt i sang. Hele naturen blev sunget frem og hele virkeligheden kræver derfor en forundringsparathed til både ydmyghed og taknemmelighed.  En sådan forundringsparathed over for virkeligheden er en god modvægt, så alt ikke kvæles af en kold kalkulerende realisme, så vi husker på, at livets værdi i sidste ende ikke afhænger af din og min værdisætning af det, men at det på forhånd har værdi, at livet er livet værd. Forundringens livsnødvendighed indfanger digteren Thorkild Bjørnvig i slutningen af verset i sangen ”Mørk er november”:

Synge vil vi – legen er magt

mer end beregning, forstand og foragt

værn mod det sorte og tomme.

Om der svæver dødeligt dræ

vil vi dog elske- og plante et træ

frugter kan uspået komme.

I en tid, hvor så meget handler om udvikling og vækst kan det være godt, at huske på forfatterens Tom Kristensens ord på sin gravsten på Thurø kirkegård, hvor der står: ”Når jeg bøjer mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor”.

Kategorier Klummer