Udgivet man d. 27. feb 2017, kl. 21:20

Strøtanker om hvad værdighed i grunden er
Et sympatisk træk ved vores tid er, at der er kommet fokus på, at vores omgang med hinanden skal foregå med værdighed. Alle har ret til og krav på at blive behandlet med værdighed. Det gælder lige fra børnene i vuggestuen til de gamle på plejecentret. Men hvad er så værdighed? Det er faktisk svært præcist at beskrive, hvori værdighed består. Ikke desto mindre så ved vi alle intuitivt, når værdigheden mangler.

Begrebet værdighed har med værdi at gøre. At have værdighed betyder, at man i sig selv tilkendes en værdi af andre.

I vores kulturkreds, som vi traditionelt siger bygger på kristne værdier, tilkendes mennesket allerede i 1. kapitel af det gamle testamente den værdi, at det er villet af Gud, at det ligner Gud, da det er skabt i guds billede, og endelig at det er godt. Det er ikke bare kristne værdier, men værdier vi faktisk har fælles med både jøder og muslimer.
I det nye testamente får værdigheden så lige en tand mere, idet vi mennesker som brødre og søstre til Jesus, Guds egen søn, får værdighed af at være intet mindre end gudeunger – Guds elskede børn. Og den værdighed forpligter os selvfølgelig i vores ageren med hinanden, for det er jo ikke bare mig, men også min utålelige nabo og dem, jeg ellers ikke kan døje, der er elskede guds børn.

Sammenfattende siger Jesus, at du skal gøre mod andre, som du ønsker at de gør mod dig, og at selve meningen med menneskelivet er, at vi skal leve det aktivt og engageret med og for hinanden
i tro håb og kærlighed. Hvordan det præcist skal gøres, det må vi selv finde ud af i hver enkelt situation. Her gives ingen facitliste til livet, men vi får dog den retningspil for vores eksistentielle og etiske valg, at vi skal spørge os selv: Hvad er kærligst? Vel at mærke over for mine medmennesker. Følger vi den retningspil, så opøver vi evnen til at sætte os i hinandens sted og evnen til at behandle hinanden med den værdighed, der tilkommer enhver af os.

Fordi jeg allerede som udgangspunkt i mig selv er tilkendt værdi som intet mindre end et elsket guds barn, så kan ingen tage den værdighed fra mig, uanset hvor uværdigt de behandler mig.
Det har den fascinerende og tankevækkende konsekvens, at når andre behandler mig uværdigt,
så er det ikke min værdighed, der ryger, men deres.


Grete Bøje

Sognepræst i Holte Kirke

Kategorier Klummer