Udgivet fre d. 4. nov 2016, kl. 13:07

Døden kan ikke ties ihjel

Niels Vincens Grunnet, sognepræst i Nærum Kirke


”Jeg er ikke bange for at dø, jeg vil blot gerne ikke være til stede, når det sker!” Ordene er i sin tid sagt af Woody Allan og beskriver den grundlæggende menneskelige angst for at skulle dø. En angst, der dog ikke kun begrænser sig til ens egen død, for vi fortrænger også tit døden i al almindelighed. Døden kan dog ikke sådan ties ihjel, for den er jo ikke kun en endestation, men også en livsledsager for ethvert menneske uanset alder.


For os præster er døden en del af hverdagen. Det er den ikke bare her ved Alle Helgens tid i november, men også i foråret og sommeren. Men for andre kan det være svært at gå ind i det rum, hvor døden og sorgen råder. Mange får ikke talt med deres pårørende om deres tanker og ønsker inden deres død. Man behøver ikke at være professionel for at være hos den døende med nærvær, tale om det levede liv og de tanker, der nu melder sig, når døden nærmer sig. Men omvendt er det naturligvis vigtigt, at de professionelle på hospitaler, plejecentre m.m. har tid og faglige redskaber til at tale med de døende og ikke er bange for den samtale. Det er vigtigt, at der er tid og ro om den terminalt syge, og hvor familien også føler sig favnet, set og hørt. Også her kan såvel hospitalspræst som sognepræst hjælpe, hvis man ønsker det.


Men egentlig er det underligt så svært vi har ved at tale med hinanden om døden. Måske har vi svært ved at tackle det ultimative nederlag døden er? Vi vil så gerne lykkes med alt muligt. Problemer er udfordringer, der er til for at overvindes. Vi lever i en tid, hvor vi vil kontrollere alt, lige fra hvornår og hvordan vores børn fødes til måden vi skal dø på. Af samme grund opfattes tabet af kontrol måske som en fiasko, og hvis jeg bliver alvorlig syg, ovenikøbet alt for tidligt i mit liv, må det skyldes min livsførelse, åh, havde jeg dog bare spist de dér antioxidanter og løbet noget mere!


Men løb eller ikke løb, så er der er nu engang sygdom, lidelse, tab og til sidst død i ethvert menneskes liv, som vi ikke kan coache eller omformulere os ud af. Der er sider af livet, som ikke er en succes og som ikke ender i plus, men derimod i et stort minus. Det gælder os alle og det er ikke ensbetydende med, at vi har fejlet eller selv har været ude om det, som skæbnetroen lærer os. Selvfølgelig er det ikke kun folkekirken og præster, der kan hjælpe, men folkekirken har unægtelig en stor erfaring med at gøre det, og derfor ser vi præster også ofte en lettelse hos mange over at kunne komme til deres sognekirke, hvor det ikke handler om at lykkes, men om at være menneske både i glæde og den dybeste sorg, og hvor døden kaldes død, men af den grund ikke får lov til at få det sidste ord, for det gør livets Gud.

Kategorier Klummer