Udgivet fre d. 16. sep 2016, kl. 10:33

Den daglige omgangstone og omgangsform og vores sprog i det hele taget er som alt muligt andet i samfundet under
konstant forandring på godt og ondt. Med årene er vi blevet mere frie og frigjorte og meget mindre formelle i vores omgangstone og omgangsform. Bandeord, ”F – ordet” og andre lignende udtryk under bæltestedet er efterhånden legitimt at benytte og høres også jævnligt i medierne. Jeg hørte for nylig om en moden kvinde, der gik til lægen og fik at vide, at hun heldigvis ikke fejlede noget, men:” hun skulle lette røven og lukke munden”; sagde lægen. Altså tabe sig. Sikkert sagt i en sjov og jovial tone. Men alligevel.


Det, der for blot få generationer siden blev anset som almindelig pli og høflighed, såsom at tiltale dem vi møder med et ”De ”, høres næsten ikke mere, fordi mange føler at det skaber afstand og er vel rigeligt formelt og højtideligt. De - formen anvendes nærmest kun ved formelle lejligheder og er særligt forbeholdt den ældre generation eller de kongelige. I dag har vi nært sagt alle ”drukket dus”. Ud over at være dus er ”krammekulturen” vidt udbredt. Nu krammer vi nært sagt hver mand og hver kvinde ja, de fleste vi møder efter det første høflige håndtryk ”er overstået”. Krammeriet har nærmest
erstattet håndtrykket med den naturlige øjenhøjde og ligeværdighed, det signalerer.


For nogle har denne krammekultur taget overhånd, blevet overfladisk og intimiderende. Den hører naturligt hjemme i nære kreds og etablerer fortrolighed og nærhed. Mens andre er glade for, at vi bogstaveligt talt ikke er så berøringsangste men mere frie, åbne og kropslige i dag med mange daglige omfavnelser og kindkys. Spørgsmålet er dog, om vi er kommet hinanden mere ved og mere nær af den grund? Er vi blevet mere hjælpsomme, åbenhjertige, empatiske og høflige af denne ligefremme omgangsform og - tone, som hersker i dag?? Er vi blevet bedre til at hilse på hinanden i trappeopgangen, eller være mindre ubehøvlede og mere tolerante i trafikken? Er vi blevet mindre egoistiske og mere ødsle med vores tid, vore varme hænder, ømhed og omsorg over for vore nærmeste og den fremmede? Er vi blevet bedre til at holde døren i supermarkedet eller rejse os for den gamle dame eller herre i bussen? Det er spørgsmålet.


Vi må ikke glemme, at hånden har sit eget sprog og kan nogle gange sige mere end ord. Når vi rækker hånden ned i en
vugge og den lille baby griber vores hånd, så smelter vi. Når de to elskende skal vies og bekræfte deres ja, så giver de hinanden hånd derpå. Når vi sidder ved vore kæres sygeseng eller et dødsleje, holder vi deres hænder, så de ikke
føler sig alene. Når vi holder i hånd og danner kreds om juletræet ved denne højtid, så opstår en egen varme og fortrolighed.


Håndtrykket og krammeriet vil nok fortsat gå hånd i hånd. Lad os ikke glemme men værne om det gode gamle håndtryk samtidig glæde os over de omfavnelser og krammere, der ikke er påtvungne og overfladiske men opstår, fordi man ikke kan lade være.


Sognepræst ved Vedbæk Kirke,
Ingrid Halkjær- Lassen


Kategorier Klummer